I den kommende weekend d. 14. og 15. september spiller vores 1. hold herrer medaljespil i Århus Golf Club. Her mødes elitedivisionens fire bedste hold, fra henholdsvis øst- og vestpuljen, i kampen om Danmarksmesterskabet.

Vi har vundet sølv tilbage i 2002, hvor det var puljespillet i 1. division, der udgjorde ”medaljespillet”. Dengang vandt Ålborg overbevisende med 12 points og både Kolding og Rold Skov havde 8 points, men med en bedre score tog Kolding sølvet og Rold Skov måtte nøjes med bronzen. Stamspillerne på holdet dengang var bl.a. Tom Olesen, Mads Bonnichsen og Hans Hermann. Omkring holdet var Ole Eskildsen, Gert Meeske, Morten Brass, Michael Behrens, Frederik Neltoft, Danny Skytte, René Nielsen og Morten Backhausen. Vores nuværende manager kom til året efter i 2003.

Proportionerne er sidenhen blevet lavet om, så det i dag afgøres på én weekend og spillerne hedder i dag Martin Ovesen, Nikolai Høgh, Martin Beuchert, Jakob Bryld Nissen, David Samuelsen, Peter Bohlbro, Nikolai Lund, Mathias Bærholm, Frederik Hedmark og Magnus Pilgaard. Vinder og runner-up fra både øst- og vestpuljen i Santander-divisionen mødes skiftevis på Sjælland og i Jylland hvor guld, sølv og bronze bliver fordelt.

Lørdag morgen møder vores drenge Kokkedal, der sluttede øverst i østpuljen. De starter kl. 7.50 med 3 foursomes og om eftermiddagen fra kl. 12.30 spilles de 6 singles. Livescoring kan (måske) følges via dette link – https://www.golf.dk/sektionsside/golfbox-links#/competition/2129905/teammatch/303868 Her vil resultaterne i hvert fald være at finde efter endt kamp. Det er op til værtsklubben at taste resultaterne ind, så derfor er der lidt usikkerhed omkring hastigheden på opdateringen. 

Vinderen af denne kamp møder vinderen fra matchen imellem Brønderslev og Smørum, der spilles umiddelbart samtidigt lørdag.

Vi vil på elitens Facebook side Kolding Golf Club Elite holde jer så opdaterede som muligt i løbet af weekenden.  

Hvis vi skal gøre os nogen forhåbninger om en medalje, har vi brug for medlemmernes opbakning. Vi håber, at så mange af jer som muligt, vil lægge vejen forbi Århus Golf Club og støtte holdet. Vi ved, at de nyder hver gang de ser og hører en KGC’er med opmuntrende kommentarer og high-fives. Det betyder meget!

 

Nedenfor er lidt baggrundsviden inden I begiver jer nordpå for at følge vores drenge.

De fire hold består i år af Kokkedal Golfklub, Smørum Golfklub, Brønderslev Golfklub og Kolding Golf Club. Alle holdene ligger inde med en række stjernespillere.

Hos Kokkedal kan vi formentligt forvente at komme op imod en spiller som Niklas Nørgaard Møller. Han har sit daglige virke på ECCO Touren, men med syv top 5 placeringer i år alene, og en foreløbig 2. plads på den samlede rangliste, stormer han imod Challenge Touren. Challenge Touren er niveauet lige under Europa Touren.

Ligeledes har Smørum en spiller, der allerede nu slår sine folder på Challenge Touren, nemlig Marcus Helligkilde. Han har blandt andet gået en runde i 59 slag for få år tilbage.

Fra vores egen pulje er der Brønderslev, som vi derfor allerede har mødt to gange i år. Det er blevet til en sejr og et nederlag i sæsonens to opgør. De har blandt andet den formstærke amatør Malthe Tandrup Laustsen, som før har vundet KGC Masters og i år blev 2’er i samme turnering. Her bød hans første runde på imponerende 62 slag (-8). Derudover har de også den aktive professionelle spiller, Jakob Kollerup, som også spiller på ECCO Touren til dagligt og gør det godt.

Alle holdene inkl. vores eget har mange dygtige spillere at byde på og det gør det endnu vigtigere at have publikum med sig, så tag din golfmakker i hånden og kør nordpå til Århus Golf Club for at støtte og heppe.

Seneste nyheder