Kære medlem,

Efter succesen i 2016, vil vi igen i 2017 søge om momsrefusion, så vi også i 2018 kan få lidt ekstra midler til at forbedre vores faciliteter til fordel for alle jer medlemmer.

Som I måske husker, blev vores ansøgning i 2016 godkendt. Selvom vi endnu ikke kender det endelige beløb ved vi dog, at det ligger mellem kr. 150.000 og kr. 200.000,-. Disse ekstra penge vil blive brugt på at renovere vores toiletter og omklædningsrum i starten af 2018.

 

Hvad er det?

Momsrefusionsordningen er en mulighed for, at foreninger, der er delvist momset, kan få ca. 30 % af købsmomsen refunderet af staten, såfremt foreningen modtager minimum 101 donationer af kr. 200,- fra enten privatpersoner eller virksomheder. Det skal være 101 forskellige donationer, dvs. man kan ikke ”tælle for 5 donationer” ved at donere kr. 1.000,-.

Det, at være delvist momset, betyder i praksis, at vi ikke kan løfte momsen af alle vores udgifter(købsmomsen).

Kolding Golf Club er netop en forening, der er delvist momset. Med momsrefusionen kan vi derfor få ca. 30 % af vores købsmoms – der i KGC ligger mellem kr. 600.000,- og 700.00,- – i refusion. I kroner og ører betyder det, at vi kan få ca. kr. 200.000,- refunderet.

 

Hvorfor skriver I til mig?

Vi skriver til dig, fordi vi inderligt håber, at du har lyst til at hjælpe os med at få denne ansøgning godkendt i 2017, da vi har rigtig mange ting, som vi rigtig gerne vil opdatere/forbedre. Her kan bl.a. nævnes:

  • Nye møbler til terrassen
  • Flere bolde og nye måtter på Driving Range
  • Nye skraldespande
  • Nyt inventar til klubhuset
  • Opdatering af p-pladsen

Vi kunne komme med mange flere forslag og det kan I garanteret også. Vi er altid lydhør overfor konstruktive forslag, så kom endelig ind forbi os eller send os en mail på kgc@kgc.dk .


 

Hvordan kan jeg hjælpe?

For at hjælpe skal du være Gavegiver.

En gavegiver er en person eller en virksomhed, der donerer min. kr. 200,- til Kolding Golf Club.

Donation kan gives via:

  • Bankoverførsel til KGC på reg. nr. 7040 og konto nr. 2028958 (Sydbank)
  • Mobilepay på tlf. nr. 5152 2299
  • Kontant/dankort ved personligt fremmøde i vores åbningstid (kl. 9-15 alle hverdage indtil d. 22. dec. 2017)

HUSK at oplyse medlemsnummer, navn, evt. cpr. nr. og adresse ved donationen. Dette kan evt. også sendes til os på kgc@kgc.dk efterfølgende sammen med et screenshot af din overførsel.

 

Deadline: fredag d. 8. dec. 2017

 

Får jeg noget til gengæld?

JA!

Du deltager også i konkurrencen om en plads på et hold til Elite-Am d. 7. april 2018.

Vi skriver dit medlemsnummer på en golfbold, der kommer i en stor bowle sammen med alle de andre Gavegiveres bolde, og når vi er tilbage fra juleferie d. 3. januar trækker vi 3 heldige vindere, der sammen, danner et hold til 2018s udgave af Elite-Am’en.

Udover ovenstående kan du få et skattemæssigt fradrag af det donerede beløb – fradraget gælder beløb op til 15.200,- I praksis betyder det, at du får ca. 30% tilbage i skat af det donerede beløb.

Såfremt du ønsker at udnytte det skattemæssige fradrag SKAL du oplyse dit cpr. nr. til os, da SKAT kræver, at vi kan dokumentere dette, så det kan komme med på din selvangivelse. Vi videregiver naturligvis ikke dit cpr. nr. til andre end SKAT.

I 2016 havde vi 121 Gavegivere og vi håber rigtig meget på, at I medlemmer igen vil være med til at hjælpe og støtte os. Skulle du brænde inde med et spørgsmål eller andet, så er du som altid velkommen til at kontakte os på 7552 3793 eller via mail kgc@kgc.dk .

På forhånd rigtig mange tak for din hjælp og støtte 😊

De bedste golfhilsner

Kolding Golf Club

Seneste nyheder