Ved KGC Masters sponsored by Autocentralen, som blev spillet i pinsen d. 3-4. juni, blev der sat en fantastisk banerekord af stortalentet Rasmus Højgaard fra Gyttegaard Golf Klub. Efter de to runder om lørdagen lå Rasmus på en delt 6. plads 4 slag efter sin tvillingebror Nicolai, men på sidste runde om søndagen spillede Rasmus en fantastisk runde i -10, som er ny banerekord i Kolding. Der er aldrig spillet en runde bedre end – 7.

Rasmus vandt turneringen i -9 foran Anders Bojsen fra Lyngbygaard Golf Klub (tidligere Kolding spiller) i -5, og sidste års vinder Malthe Tandrup Laustsen fra Brønderslev Golf Klub i -4. Nicolai Højgaard måtte nøjes med en 4. plads i -3 og Yannick Araujo Larsen blev nr. 5 i par.

Bedste Kolding spillere blev David Samuelsen, Morten Lykkegaard og Emil Guldbrandt Pedersen, alle i +3 og delt 6. plads.

Rasmus udtalte efter turneringen:

”Jeg er meget tilfreds med spillet efter en lidt mærkelig start. Et godt birdie-putt fra 8 meter på hul 1 satte det hele i gang.

Jeg puttede som en sindssyg derude, alt røg nærmest bare i. Min forventning var at skyde en 64´er, hvis jeg skulle blande mig i toppen, men det gik over al forventning.”

Selvom Rasmus overhalede sin bror i dagens runde, så er de stadig lige gode venner, og der var plads til lykønskninger fra Nicolai.

Se nedenstående link til vinderinterview:

https://www.facebook.com/kgcmasterskgc/videos/320097995085410/

Turneringsledelsen er meget tilfreds med afviklingen af  turneringen, som blev spillet på en superflot bane med meget hurtige greens – lørdag satte greenkeeperne deres egen rekord, hvor de fik greens til at rulle 12,8 på stimpmeteren (til sammenligning ruller et billardbord 15). Green keeperne havde gjort et fantastisk stykke arbejde og ikke sovet mange timer i den forgangne uge.

På banen var der også et stort udvalg af biler fra sponsoren Autocentralen, som publikum kunne beskue.

Vi ser allerede frem til næste års turnering og er glade for den store opbakning, der er fra klubbens medlemmer, som stillede sig til rådighed som hjælpere under turneringen.

KGC Master udvalget (Marianne Bryld Olsen, Jakob Graver Nissen, H C Overby & Jørgen Fink) takker alle som hjalp med under turneringen.

Billeder af Frank Cilius