18-hulsbanen blev åbnet i lørdags med et brag af en Jubilæumsturnering. Hele 120 spillere stillede til start, og der blev dystet i 3 rækker – Elite, A og B. Banen er i fantastisk stand, så man forstår godt, hvorfor vores greenkeeperteam har løbet så stærkt de sidste par uger.

Traditionen tro var der standerhejsning inden turneringen blev skudt igang. Inden standeren gik til tops bød KGCs næstformand Jacob Thomsen velkommen med stor tak til både vores greenkeeperteam og elitespillere. Sidstnævnte var mødt tidligt ind for at gøre Driving Rangen klar til det store rykind. Efter en lang vinter er der mange af range-boldene, der har sat sig fast i græsset og i hegnene langs og bagved driving range. Disse bolde fik elitespillerne slået fri, så der var rigeligt med bolde til de mange fremmødte til turneringen.

I anledningen af vores 85 års jubilæum havde vi besøg af Koldings borgmester Jørn Pedersen, der ønskede klubben et stort tillykke med jubilæet, der falder rigtig godt i tråd med Koldings eget 750 års jubilæum i år. Borgmesteren sammenlignede med et glimt i øjet de 120 golfspillere med de dansende køer, der bliver lukket på græs i den kommende weekend til stor underholdning for forsamlingen. Og at dømme udfra antallet af tilmeldte til turneringen og den megen aktivitet på banen hele weekenden, var han vist ikke helt forkert på den. Vi har savnet at komme ud på 18-hulsbanen og NU skal der spilles golf igen.

Turneringen blev afviklet i fantastisk vejr og højt humør på trods af lidt ventetid rundt omkring. Moogio var sponsor for turneringen og havde sørget for et overdådigt præmiebord med hele otte indlagte individuelle konkurrencer, en holdkonkurrence samt 3 individuelle rækker. Vinderne ses ovenfor og de er fra venstre Tom Mansfeldt (vinder B-rækken med 41 points), Frank Lund (vinder A-rækken med 37 points), Lars Stagaard (turneringsleder) og Frederik Hedmark (vinder elite-rækken i 68 slag (2 under banens par)). Bedste hold blev Johnny Petersen, Frederik Hedmark, Diana Smalbro, Anders Vestergaard med 117 points.

Nedenfor ses vinderne af de indlagte konkurrencer:

  • Nærmest flaget på hul 4: Dani Laursen 2,74,
  • Nærmest flaget på hul 7: Dani Laursen 1,64
  • Nærmest flaget på hul 15: Kasper Olsen 3,93
  • Nærmest flaget på hul 17: Frederik Hedmark 1,31
  • Nærmest flaget på hul 18: Mikkel Baagøe Rasmussen 0,79
  • Længste drive på hul 11 damer: Vibeke Nielsen
  • Længste drive på hul 11 herrer: Carlos Danielsen
  • Længste drive på hul 11 elite: Anders Paulsen.

Et stort tillykke til alle vinderne og tak til alle 120 deltagere for god ro og orden.

Turneringsudvalget og Kolding Golf Club vil gerne takke Moogio Kolding for det flotte præmiebord, Vinspecialisten Kolding City/Pettinaroli for boblerne under standerhejsningen, de frivillige omkring turneringen (Lars Stagaard og Vivi Krogh), borgmester Jørn Pedersen, fotograf Frank Cilius, KGC Elite og Café KGC. I har alle været med til at gøre denne jubilæumsdag til noget helt særligt.

 

Seneste nyheder